En historie om mexicansk kaffe: Soconuscos tyske fincaer

I midten af 1890'erne var kaffeboomen i Chiapas på randen af sammenbrud, før den for alvor var kommet i gang. I løbet af de foregående år havde mexicanske og udenlandske plantageejere sat mere end fire millioner kaffetræer i jorden, de fleste efter 1892. I 1895 bar 1,1 millioner allerede frugt, og yderligere 3,2 millioner forventedes at begynde at bære frugt inden 1899 (Rus).

Problemet var, at der næsten ingen var til at plukke dem. De fleste af de nye gårde var anlagt i Soconusco, de tyndt befolkede bjerge ved Chiapas' sydlige Stillehavskyst, langt fra større arbejdsstyrker. Det år var der knap nok hænder til at høste afgrøden, og hver høst derefter ville blive større (Rus).

Hvordan problemet blev løst, kom til at præge Chiapas i det følgende århundrede, og det er en stor del af forklaringen på, hvordan delstaten blev Mexicos største kaffeområde.

Jord, priser og plantageejere

Opsvinget havde tre drivkræfter. Kaffe blev solgt til høje priser på verdensmarkederne. Den mexicanske regering tilbød enorme arealer med frugtbar jord for helt ned til to pesos pr. hektar. Og plantageejerne blev lovet rigeligt med billig arbejdskraft (Rus).

Tyske investorer var blandt dem, der svarede på opfordringen. De ankom med privat kapital, slog sig ned i en grænseregion, der på papiret så næsten mennesketom ud, og grundlagde kaffefarme på de højtliggende vulkanskråninger i Sierra Madre de Chiapas (Mejía). Finca Hamburgo, en af de ældste, blev grundlagt i 1888 af Arthur Edelmann på invitation fra Porfirio Díaz' regering (Mexicanist).

Jagten på arbejderne

Plantageejerne vidste, at det tager fem til syv år for kaffetræer at blive modne, og havde regnet med, at de i mellemtiden kunne rekruttere sæsonarbejdere fra de tætbefolkede mayasamfund i Det Centrale Højland. Men i midten af 1890’erne var ingen af disse ordninger blevet indført, og der var stadig ingen arbejdere fra højlandet på nogen plantage i Soconusco (Rus).

Tilstrømningen af arbejdere begyndte dog efterhånden og voksede hurtigt. I 1895 var der færre end 5.000 kaffeplantagearbejdere i hele delstaten, og næsten alle boede på plantagerne eller i nærliggende landsbyer. I 1910 var der mere end 21.000, og 10.000 af dem var langvejsfra kommende migranter fra højlandet (Rus).

De fleste kom gennem et system kendt som enganche, rekruttering mod et kontant forskud, som arbejderne derefter betalte af gennem arbejde på fincaerne. Systemet har et dystert ry. Historikeren Justus Fenner bemærker, at ordet blev synonymt med et helt system af overgreb, fra tvangsrekruttering organiseret af lokale embedsmænd til arbejdere, der blev tilbageholdt før marchen mod kysten og solgt varer til overpriser (Fenner). Indtil 1914 bestod statens indblanding mest i at lovfæste systemet frem for at beskytte arbejderne, hvilket sikrede fincaerne en stabil arbejdskraftforsyning og staten en andel af en indbringende forretning. Det år vedtog en ny revolutionær regering Chiapas’ første lov om arbejderbeskyttelse (Fenner).

Fenners egen forskning, baseret på regnskaberne fra en enkelt kaffefinca mellem 1919 og 1941, argumenterer for et mere nuanceret billede af arbejdslivet på plantagerne end den velkendte fortælling om vold og bedrag alene (Fenner). Arbejderne, der gjorde højkonjunkturen i Soconusco mulig, var ikke blot passive ofre for den. De forhandlede, flyttede mellem fincaer og traf deres egne beslutninger inden for et system, der var indrettet imod dem.

En tysk kaffeby

I takt med at fincaerne voksede, voksede også Tapachula, regionens største by. I begyndelsen af det 20. århundrede var den blevet den mest velstående og vigtigste by i Chiapas. Tre tysk-ejede handelshuse åbnede på byens centrale gader og forsynede i årtier Soconusco og regionens afsides kaffegodser med varer, der var svære at få fat i andre steder i Mexico (Mejía). Det tyske samfund dér er traditionelt blevet betragtet som en lukket gruppe af kaffekøbmænd, der var knyttet sammen af forretninger og nationale bånd (Mejía).

Det, der består

Nogle af de første fincas er stadig i drift. Finca Hamburgo drives nu af femte generation af familien Edelmann (Mexicanist). Den nærliggende Finca Irlanda, som også ejes af en tysk familie, menes at være verdens første certificerede økologiske kaffefarm, og økologer fra University of Michigan har siden slutningen af 1980'erne brugt den til at undersøge, hvordan skyggedyrket kaffe understøtter biodiversiteten (University of Michigan).

I dag dyrkes det meste af Chiapas' kaffe dog af småbønder, hvoraf mange er organiseret i kooperativer. Det er en historie, vi har fortalt i Brancheindsigt: Mexico, hvor Fairtrade begyndte.

Hvad det betyder for os og for dig

Soconuscos historie minder os om, at hver kaffe bærer på en fortælling om jord, arbejde og de mennesker, der har formet den, selv når intet af det står på posen. Mexicos kaffe ser meget anderledes ud i dag. Det meste dyrkes af småbønder snarere end på store godser, og producenterne udforsker nu nye muligheder, fra skånsom koffeinfjernelse til eksperimentel fermentering.

Vi køber vores mexicanske kaffer gennem to partnere. Ensambles leverer vores koffeinfrie kaffe, der er koffeinfri med Mountain Water-metoden, og Edelmira leverer vores eksperimentel mexicanske partier fra producenter, der går videre end den traditionelle vasket proces. At vide, hvor en kaffe kommer fra, og hvem der har dyrket den, fortæller dig mere om den, end nogen etiket kan.