Brancheindsigt: Sådan formede jordreformen Perus kaffeproduktion

I slutningen af 1950'erne besluttede kaffedyrkerne i La Convención, en dal nær Cusco, at de havde fået nok. De dyrkede små jordlodder på store godser, og selvom kaffe gav dem en rimelig indtægt, skulle de også arbejde gratis for jordejeren, som kunne smide dem ud, når han ville. I 1958 dannede de en fagforening, første gang peruanske bønder havde organiseret sig for at kæmpe på denne måde (Folkrörelsestudiegruppen).

I begyndelsen var deres krav beskedne: kvitteringer for arbejdstimer, betaling for forbedringer, hvis de blev smidt ud, og redskaber, når de arbejdede på jordejernes jord. Da jordejerne forsøgte at komme af med fagforeningsaktivister, strejkede dyrkerne under høsten. Taktikken virkede så godt, at den bredte sig, og i 1962 forbød regeringen systemet med ulønnet arbejde (Folkrörelsestudiegruppen).

Bevægelsen i dalene La Convención og Lares, et område specialiseret i kaffeproduktion og eksport, er tæt forbundet med Hugo Blanco, der var ankommet i 1958 for at arbejde som forpagter på en ejendom i Chaupimayo. I 1963 reagerede Perus militærregering med et dekret om jordreform, der indledte jordreformen i La Convención og Lares. Blanco blev taget til fange i maj samme år og idømt 25 års fængsel (Heraclio Bonilla).

Perus store jordreform begyndte ikke på regeringskontorer. Den begyndte til dels med kaffebønder.

Før reformen

I århundreder var store dele af Perus landområder organiseret omkring haciendaer. I Andesbjergene var de traditionelle haciendaer afhængige af arbejdskraften fra folk, der boede på og omkring dem. Forpagtere dyrkede ejerens dårligste jord og betalte for den med arbejdskraft eller afgrøder (Heraclio Bonilla).

Perus kaffehistorie tog en drejning for sig. I henhold til en aftale med britiske kreditorer, kendt som Grace-kontrakten, overdrog Peru sine jernbaner og millioner af hektar højlandsjord mod at få sin krigsgæld eftergivet. Store dele af jorden blev til kaffeplantager, dyrket af folk fra oprindelige højlandssamfund, nogle under gældsslaveri. Da briterne trak sig tilbage, erhvervede eller generobrede mange af disse familier jorden, hvilket blev begyndelsen på Perus tradition for kaffe dyrket af småbønder.

Så allerede i 1960'erne havde småbønderne fået fodfæste i kaffeproduktionen i Peru. Jordreformen skulle sætte yderligere skub i udviklingen.

1969: haciendaerne falder

Tidligere reformer i 1962, 1963 og 1964 rakte kun et stykke af vejen. Loven fra 1964 omfattede ikke de store godser på nordkysten, og Kongressen forhindrede, at den blev gennemført (Wikipedia). Den 3. oktober 1968 væltede general Juan Velasco Alvarado derefter regeringen. Den 24. juni 1969 vedtog hans militærregering en ny jordreformlov, denne gang uden undtagelser for store godser.

Omfanget var enormt. Fra juni 1969 til juni 1979 blev mere end 9 millioner hektar eksproprieret. Ifølge antropologen Enrique Mayer kom omkring 370.000 familier til gode af reformen; en anden undersøgelse anslår tallet til omkring 334.000 ud af de cirka 700.000 familier, der ikke ejede jord i 1969. Jordejerne blev kompenseret med statsobligationer, der skulle indfries over 20 til 30 år.

Jorden blev dog ikke bare fordelt i familieejendomme. I første omgang blev de eksproprierede godser bevaret som hele enheder og drevet kollektivt: 15.000 godser blev til 1.708 kooperativer (Wikipedia). Inden for kaffe omfordelte reformen godserne, organiserede bønderne i kooperativer og gjorde Cusco til et centrum for kooperativt drevet produktion.

Kvoteårene og tiden efter

I en periode havde det nye system et sikkerhedsnet. Under kvotesystemet i den internationale kaffeoverenskomst stod statsstøttede kooperativer for eksporten af over 80 % af Perus kaffe i 1970'erne. Men med garanterede kvoter gik mange af kooperativerne i stå, præget af ufleksibilitet, nepotisme og korruption.

Den bredere jordreform løb også ind i problemer. Fra midten af 1970'erne blev Peru ramt af en alvorlig økonomisk krise, og i 1975 blev Velasco afsat ved et ublodigt kup (Wikipedia). Da det civile styre vendte tilbage i 1980, blev kooperativerne omdannet til virksomheder, som medlemmerne nemt kunne opløse. I de følgende år blev det meste af kooperativernes jord i Andesbjergene fordelt mellem oprindelige folk og småbønder.

Så forsvandt sikkerhedsnettet. Da Den Internationale Kaffeoverenskomst brød sammen i 1989, brød priserne og Perus eksportordninger også sammen. Neoliberale reformer under præsident Alberto Fujimori opløste landbrugsbanken og efterlod bønderne uden kredit. Utryghed i landområderne og volden under konflikten med Lysende Sti drev mange i det sydlige Peru til at dyrke coca.

De, der blev ved med at dyrke kaffe, gik ofte over til økologisk certificering og Fairtrade-certificering. Ifølge Crop to Cup forbedrede det ikke straks kvaliteten i koppen, men det øgede indkomsterne.

Perus kaffe i dag

I dag kommer Perus kaffe i overvejende grad fra småbønder. Peru har mere end 202.000 kaffefarme, der for det meste drives af småbønder, og som i gennemsnit er lidt over en hektar store. Småbønder dyrker over 70 % af landets kaffe (World Coffee Research). Kun omkring 20 % af småbønderne er medlem af kooperativer.

Certificering er blevet en af landets styrker. Peru er verdens førende producent af certificeret Fairtrade- og økologisk arabica og ligger nummer ni blandt verdens kaffeeksportører (World Coffee Research).

Kortet har også ændret sig. Chanchamayo i det centrale højland stod engang for omkring 70 % af Perus kaffeproduktion, men kaffebladrust fik en stor del af produktionen til at flytte mod nord. De nordlige regioner som Cajamarca og San Martín dyrker nu næsten halvdelen af høsten.

Hvad det betyder for os og for dig

Perus kaffe kommer fra et enormt antal meget små gårde, og kun omkring hver femte småbonde er medlem af et kooperativ. Importøren Crop to Cup beskriver Peru som et land med et enormt kvalitetspotentiale, der stadig mangler systemerne til at bringe landets kaffe frem.

De peruanske partier, vi har listet fra Khipu Coffee, viser nogle af de måder, producenterne griber det an på. Khipu arbejder direkte med producenter i Cajamarca og Amazonas i det nordlige Peru. Manuel Marlo Baca, en fjerdegenerations kaffedyrker i Amazonas, solgte tidligere hovedsageligt gennem regionale foreninger og kooperativer i Jaén, indtil Khipu købte hele hans Pacamara-høst. I San Ignacio oprettede Franklin Peña Finca La Familia i 2020 for at samle sin far Rogelio, resten af familien og deres naboer om at forarbejde og sælge deres kaffe direkte. I dag omfatter det 25 hektar og seks familier.

Så når du rister en af disse kaffer, rister du kaffe fra Perus småbøndersystem og fra producenter, der finder nye måder at få deres kaffe på markedet.