Med USAID, der fryser midler, står producenterne i en svær situation

Kaffe er en dybt politisk afgrøde. Den bruges til at opbygge national identitet, tiltrække investeringer og forme, hvordan lande engagerer sig på verdensscenen. For mange producerende nationer er kaffe forbundet med spørgsmål om suverænitet, diplomati og kontrol. Og selvom det ofte fremstilles som et redskab til udvikling, er det lige så ofte et middel til indflydelse – hvor adgang til bistand eller finansiering kommer med betingelser.

Derfor betyder USA’s beslutning om at fryse udviklingsbistand til flere kaffeproducerende lande noget. Det handler ikke kun om budgetter eller bureaukrati. Det er et skift i, hvordan magten flyder gennem kaffehandlen. I årtier har USAID-finansiering været med til at forme produktionssystemer i Latinamerika, Afrika og Asien – og påvirket, hvordan kaffe dyrkes, forarbejdes og sælges.

Nu trækkes den støtte tilbage – og ringvirkningerne kan ændre branchen.

I årtier har USAID (United States Agency for International Development) spillet en stor rolle i udviklingen af kaffeproducerende lande. De har hjulpet med at finansiere teknisk assistance, forbedre markedsadgang, tilbyde finansiering og drive forskning i regioner, der ofte er politisk ustabile og økonomisk sårbare.

Under Trump er den støtte dog blevet frosset – og konsekvenserne kan blive alvorlige.

Konsekvenserne har allerede været ødelæggende i nogle regioner, hvor kritiske sundheds- og humanitære programmer er sat i stå. I de værste tilfælde er liv gået tabt. Men her ser vi specifikt på, hvad det betyder for kaffe – og hvordan branchen kan blive tvunget til at tilpasse sig.

Selvom USAID har fået kritik for at fremme en ikke-bæredygtig intensivering af kaffeproduktionen, har deres nyere arbejde fokuseret på at hjælpe producenter med at tilpasse sig klimaforandringer, øge rentabiliteten og forbedre kvaliteten. I Etiopien hjalp USAID-finansiering med at lancere 2020 Cup of Excellence, som forbinder landmænd med købere. I Indonesien støttede de i 2023 et projekt på 8,2 millioner dollars for miljømæssig bæredygtighed, klimamodstandsdygtighed og markedsadgang blandt kaffe- og kakaobønder. Og i 2023 oprettede USAID og den globale fødevarevirksomhed Ofi en fond på 8,1 millioner dollars til investering i peruviansk kaffe.

Men agenturets rolle rækker langt ud over kaffe. I 2024 udgjorde USAID-budgettet for Colombia over 400 millioner dollars – til finansiering af indsatsområder som fattigdomsbekæmpelse, fredsopbygning og miljøbeskyttelse. Det pludselige tab af den bistand vil ramme hårdt med afsmittende effekter for kaffebønder og deres lokalsamfund.

Producenterne er allerede under pres. Udbyttet er faldet på grund af klimastress. De globale kaffepriser er steget. Et pludseligt finansieringsvakuum kan gøre en allerede skrøbelig situation værre – ikke kun for bønderne, men også for risterier, detailhandlere og forbrugere verden over. Disse nedskæringer kan være et alvorligt wake up call for kaffeindustrien.

Men der ligger et strukturelt problem under det hele.

Over tid har bistand som USAID’s skabt afhængighedscyklusser. Projekter er ofte bygget op omkring at stabilisere forsyningen til det amerikanske marked frem for at opbygge producenternes selvstændighed. Så når bistanden pludselig trækkes tilbage, bliver sårbarheden i disse systemer smertefuldt tydelig. I stedet for selvbærende industrier står vi tilbage med huller – i infrastruktur, finansiering, viden og langsigtet planlægning.

Som Chihombori-Quao sagde det, ses USAID ofte som “en ulv i fåreklæder” – udvikling på overfladen, politisk indflydelse underneden. Uanset om man er enig eller ej, tvinger dette øjeblik de producerende lande til at søge alternativer: lokal investering, privat kapital eller nye handelsmodeller. Men det er ikke et lille skift. Lokale finansielle systemer er underudviklede. Private virksomheder tøver med at investere uden sikkerhedsnettet fra udenlandsk støtte. Og uden den nødvendige støtte til at forbedre kvaliteten kan mange bønder blive nødt til at fokusere på volumen for at overleve – og dermed gå glip af præmierne på specialmarkedet.

På kort sigt vil effekterne af USAID-frysningen være skadelige. Men på lang sigt kan det skubbe branchen mod en mere selvstyret fremtid – en hvor værdikæder bygges lokalt, og handelsreglerne ikke skrives i udlandet.