En klimaforbedring – eller en ekstra byrde for det globale syd? EUDR og småbønder i kaffeproduktionen

EU’s nye lovgivning om skovrydning er ambitiøs – og længe ventet. Den har til formål at stoppe produkter, der er forbundet med skovtab, i at komme ind på det europæiske marked, herunder kaffe. I teorien er det et skridt i den rigtige retning. Men for de 12,5 millioner småbønder, der dyrker størstedelen af verdens kaffe, kan det skabe alvorlige nye risici.

Vi tager et nærmere kig på EU’s lovgivning om skovrydning – hvad den er, hvorfor den findes, og hvad den betyder for kaffeproducenter, der allerede er under pres.

Hvad er EU’s lovgivning om skovrydning?

Skovrydning er en af de største drivkræfter bag klimaforandringer og tab af biodiversitet. Det defineres som omdannelse af skov til landbrugsjord – ofte til afgrøder som soja, kakao og kaffe. I 2015 satte  FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling et klart mål: stop skovrydning inden 2020. Det mål blev ikke nået.

Som reaktion voksede momentum. Ved COP26 i Glasgow sluttede EU sig til 143 andre lande i at forpligte sig til at stoppe skovrydning inden 2030. Aftalen anerkendte, at det er afgørende at stoppe skovtab, bevare de resterende skove og genoprette forringede områder, hvis de globale klimamål skal nås. Som en del af dette forpligtede Europa-Kommissionen sig til at arbejde sammen med partnerlande for at støtte en overgang til forsyningskæder uden skovrydning – også inden for kaffe.

I juni 2023 indførte EU banebrydende lovgivning: EU’s lovgivning om skovrydning (EUDR). Målet er klart – at sikre, at produkter, der forbruges inden for EU, ikke bidrager til skovrydning eller skovforringelse noget sted i verden. Lovgivningen dækker syv nøglevarer: kaffe, kakao, soja, palmeolie, gummi, træ og kvæg. Under de nye regler skal virksomheder, der sælger disse produkter til EU, bevise, at de er fri for skovrydning – det vil sige, at de ikke er produceret på jord ryddet efter 31. december 2020.

Oprindeligt planlagt til at træde i kraft i 2024, er lovgivningen nu blevet udsat for at muliggøre en gradvis implementering. Større virksomheder skal overholde reglerne senest i december 2025. Mikrovirksomheder har til juni 2026. EU vil også klassificere producerende lande efter risiko for skovrydning: lav, middel eller høj. De fleste forventes at falde i lavrisikokategorien, hvilket hjælper med at rette opmærksomhed og ressourcer mod de steder, hvor udfordringerne er størst.

Hvad betyder det så for kaffe?

Kaffe er den sjette største landbrugsrelaterede årsag til global skovrydning. I lande som Brasilien, Vietnam og Indonesien er store områder af regnskov ryddet for at give plads til monokulturplantager. Omkring 40 % af verdens kaffe kommer fra disse  soldyrkede systemer, hvor biodiversiteten er reduceret til fordel for udbytte og ensartethed.

Ikke overraskende har  EUDR mødt lobbyisme fra hele kaffebranchen. Den tyske kaffeforening, der repræsenterer virksomheder som Melitta, Segafredo og Fairtrade Deutschland, udtrykte bekymring, ligesom den europæiske kaffeforening, hvis medlemmer inkluderer Nestlé, Starbucks, Lavazza og ECOM. Argumentet er, at lovgivningen risikerer at pålægge producenter og eksportører en urimelig byrde, især i regioner med begrænsede ressourcer eller infrastruktur til sporbarhed.

Men måske ligger den mere presserende udfordring ikke hos de store plantager – men hos de 12,5 millioner småbønder, der producerer de resterende 60 % af verdens kaffe. De fleste dyrker under fem hektar. I mange lande drives skovrydning ikke af store landbrugsvirksomheder, men af fattigdom og mangel på levedygtige alternativer. For disse bønder kan overholdelse af EUDR være dyrt, kompliceret eller simpelthen uopnåeligt.

Tag for eksempel Etiopien. Millioner af småbønder dyrker kaffe der, ofte i samplantning med oprindelige skovarter og handlet  gennem uformelle, fragmenterede forsyningskæder. At bevise, at deres kaffe opfylder EU’s kriterier for skovrydning, er en logistisk og økonomisk udfordring. Og alligevel er indsatsen stor. Kaffe udgør en tredjedel af Etiopiens samlede eksport – og 30 % af den går til EU. I nogle producerende lande er op til en fjerdedel af befolkningen afhængig af kaffe som indtægtskilde. At miste adgang til EU-markedet ville være ødelæggende.

Lovgivningen adresserer ikke direkte de strukturelle problemer bag skovrydning – som usikkerhed om jord, ulighed eller mangel på investeringer i landdistrikter. Uden støtte til småbønder er der en reel risiko for, at velmenende politikker kan slå fejl og øge kløften mellem dem, der kan overholde reglerne, og dem, der ikke kan.

Og mere grundlæggende – er dette endnu en skyldbaseret strategi fra det globale nord? De samme lande, der nu håndhæver disse standarder, var trods alt dem, der skabte klimakrisen i første omgang ved at opbygge rigdom gennem århundreders usustainable vækst. Nu skaber de barrierer for dem i det globale syd, som blot prøver at udvikle sig – præcis som det globale nord engang gjorde.

Strategier som EUDR vil kun fungere, hvis de understøttes af seriøse investeringer. Hvis småbønder forventes at springe over de samme udnyttende udviklingsveje, som andre fulgte, vil de have brug for finansiering, teknisk støtte og langsigtede partnerskaber for at gøre det muligt. Uden det risikerer vi at bytte en form for uretfærdighed ud med en anden.

Det globale kaffemarked er allerede skrøbeligt. Priserne svinger. Klimaforandringer påvirker udbyttet. Omkostningerne til input stiger. Hvis adgangen til store markeder bliver sværere, kan flere producenter opgive kaffe helt. At stoppe skovrydning er essentielt – men det skal gøres på en måde, der inkluderer, frem for at udelukke, de mennesker, der dyrker den kaffe, vi alle er afhængige af.